Dansk fokus på grøn pendling og bæredygtig hverdagstrafik
I Nordjylland, som er det nordlige af Danmark, er der fokus på at ændre adfærd inden for medarbejdermobilitet på forskellige arbejdspladser, til skoler og ungdomsuddannelser og i mindre byer. Bedre og mere bæredygtig mobilitet går på tværs af casene som fælles mål. De danske partnere har klimastrategier, bæredygtighedsstrategier og mobilitetsplaner, hvor projektet indgår og følger målene, så der skabes sammenhæng og synergi. Vi bruger værktøjerne for samskabelse, så interessenter involveres fra start og er med til at definere udfordringer og muligheder. På den måde får vi skabt grønne løsninger, som også er bæredygtige i længden.
Nedenfor kan du læse mere om casene, som opdateres løbende med projektets udvikling.
Den Grønne Pendler
I dag kommer 80% af den samlede CO2-udledning fra energi i Hjørring Kommune fra transport af gods og personer. Der ligger derfor et stort potentiale i at se nærmere på vores transportmønstre, og en naturlig start er at se på vores daglige pendling.
Hjørring Kommune kan ikke finde nye bæredygtige transport- og pendlingsformer alene. Vi tror på at bæredygtige løsninger skal findes i fællesskab! Det er målet at finde løsninger, der ikke blot nedbringer CO2-udledningen, men som også er brugbare i hverdagen, giver økonomiske besparelser for de enkelte borgere og styrker virksomhedernes bæredygtige profiler. Det kan tilmed være løsninger, som giver gladere og mere tilfredse medarbejdere.
Projektleder: Hjørring Kommune
Medarbejder-mobilitet på offentlig arbejdsplads
Stigsborg Brygge 5, som er arbejdsplads for Miljø- & Energiforvaltningen og By- & Landskabsforvaltningen i Aalborg Kommune, er udvalgt som case i projektet, hvor fokus vil være på medarbejdernes pendling frem og tilbage på arbejde. De to forvaltninger ses som naturlige frontrunnere, når det netop handler om bæredygtig mobilitet.
På nuværende tidspunkt bygges der på nabogrundene, og parkeringsforholdene ændres i den forbindelse. Medarbejderne inviteres derfor til at være med i at se udfordringer og muligheder med bæredygtig mobilitet i forbindelse med denne ændring. Stigsborg Brygge 5 har som arbejdsplads også mange besøgende, som også kan være relevante at inddrage.
Projektleder: Aalborg Kommune
Medarbejder-mobilitet hos Port of Aalborg
Port of Aalborg ejer mere end 5 mio. m² havnearealer, hvoraf det største område, Østhavnen, er tæt på både motorvej, jernbane, lufthavn og selvfølgelig vandvejen. Port of Aalborgs spredte lokaliteter og placeringen af Østhavnen i den østlige udkant af Aalborg udfordrer en bæredygtig medarbejdermobilitet både til og fra området og rundt imellem havnens arealer. Herudover er godstransporten til og fra havnen til tider udfordret af de fremkommelighedsudfordringer, der findes på de overordnede veje i Aalborg.
Port of Aalborg er derfor en spændende case, som kræver innovativ tænkning. Her inviteres medarbejderne med til at finde løsninger på en bedre og grønnere medarbejdermobilitet.
Projektleder: Aalborg Kommune
Ansatte på sygehuset og bæredygtig pendling
På sygehusene som arbejdsplads er det vigtigt med god mobilitet med henblik på at sikre tilstrækkelig godt grundlag for at fastholde og rekruttere medarbejdere. Samtidig er der et stort potentiale for at en del af pendlingen kan ske mere bæredygtigt – særligt når mange arbejder samme sted. Der skal de kommende år tilrettelægges for flytning til NAU. I den forbindelse vil alle medarbejdere skulle ændre transportadfærd.
Gennem denne case ønsker vi at gå i dialog med ledelse og medarbejdere omkring hvordan denne nødvendige ændring i transportadfærd kan vendes til en mulighed for at pendlingen kan ske mere bæredygtigt.
Projektleder: Region Nordjylland og Nordjyllands Trafikselskab
Sund og Sikker Skolevej
Hjørring Kommune ønsker gennem en samskabelsesproces at gøre en særlig indsats for at påvirke borgernes mobilitet og adfærd i en mere bæredygtig og trafiksikker retning. Målet er at sætte fokus på, at alle børn og unge på Skolevangen oplever en sund og sikker skolevej.
Der er især potentiale for at arbejde med temaet ”forældrekørsel”. Det er forhåbningen, at en mere bæredygtig mobilitetsadfærd vil øge trafiksikkerheden og mindske trængslen på veje på spidsbelastningstidspunkter. Projektet skal gerne munde ud i et bud på en sund og sikker skolevej, som indbyder til bevægelse og samvær.
Projektleder: Hjørring Kommune
Unge under uddannelse og bæredygtig mobilitet
Der er en særlig problemstilling omkring at sikre god mobilitet for de unge, som går på ungdomsuddannelserne i regionens mere tyndtbefolkede områder. Alle unge i regionen skal have god mulighed for at tage den uddannelse, som de ønsker. Samtidig ønsker vi med bæredygtige mobilitetsbriller at være med til at understøtte, at det er muligt at sikre en mobilitet, som ikke er afhængig af, at den unge har egen bil – også i disse områder.
Gennem denne case ønsker vi at gå i dialog med uddannelsesinstitutionen og de unge her for i fællesskab at finde gode bæredygtige mobilitetsløsninger. Ved at få de unge med til at definere og arbejde med løsninger, forventer vi at der opnås et medejerskab og at løsningerne vil have en effekt.
Projektleder: Region Nordjylland og Nordjyllands Trafikselskab
Hverdagsmobilitet i en mindre by
Kongerslev, Komdrup og Nørre Kongerslev er udvalgt som case i projektet. Byerne ligger tæt sammen og har et fællesskab på tværs. Der bor ca. 1400 mennesker, og byerne ligger ca. 30 km. frastorbyen Aalborg, hvor de fleste beboere arbejder. Her handler det om hverdagsmobilitet, hvor der kan være lange afstande mellem skole, arbejde, indkøb mv., få busafgange og generelt et lavere mobilitetsudbud end i fx Aalborg. Dette gør, at bilen ofte bliver det fortrukne mobilitetsvalg, men det gør også, at de personer, der ikke har adgang til bil, er ekstra udfordret.
De tre byer er et godt eksempel på mindre byer og er udvalgt, fordi der er et godt sammenhold og et aktivt foreningsliv, ligesom der er en god dagligvarebutik og flere detailhandelvirksomheder. Som resultat heraf er området i god udvikling med nye projekter og aktive ildsjæle. Der er derfor et godt fundament til at samarbejde om bedre og grønne mobilitetsløsninger.
Projektleder: Aalborg Kommune